En bolighandels forløb
Her kan du læse, hvordan en bolighandel foregår:
Købsaftale ved bolighandel
Det er ejendomsmægleren eller din boligadvokat, der udarbejder købsaftalen. Det sker, når begge parter er enige om handlens betingelser, dvs. boligens pris, datoen for overtagelse, og om sælger skal foretage forbedringer eller andet, inden køber overtager boligen.
Advokatforbehold ved bolighandel
Det kan anbefales at få indskrevet et advokatforbehold i købsaftalen, inden du skriver under. Så kan du komme ud af handlen, hvis din advokat ikke godkender aftalen.
Fortrydelsesret ved bolighandel
Hvis du er køber, kan du fortryde dit køb i op til 6 hverdage, fra du skrev under på købsaftalen. Det koster dog 1 % af boligens pris. Den ene procent er en godtgørelse til sælger.
Finansiering ved bolighandel
Hvis din bank ikke har givet et bindende tilsagn i forhold til finansiering af dit boligkøb, skal din boligadvokat tilføje et finansieringsforbehold i godkendelsesskrivelsen – hvis ikke købsaftalen allerede indeholder et. Hvis du som køber endnu ikke har vendt finansieringsmuligheder samt kurssikring med din bank, skal du gøre det nu.
Godkendelsesskrivelse
Din boligadvokat skal nu gennemgå købsaftalen samt de betingelser, som følger med handlen. Det kan foregå efter din underskrift, hvis der er skrevet et advokatforbehold ind i aftalen. Du får dernæst rådgivning om ejerskifteforsikring, tilstandsrapport og handlens juridiske aspekter. Hvis din advokat godkender handlen, udarbejder hun eller han en godkendelsesskrivelse og sender den til sælgerens ejendomsmægler. Har advokaten indvendinger imod handelen, bliver der indføjet betingelser i godkendelsesskrivelsen, som skal opfyldes, inden handlen kan godkendes. Når købsaftalen er tilfredsstillende og skrevet under af begge parter, deponeres købers udbetaling hos ejendomsmægleren og købers bank stiller en bankgaranti for det resterende beløb.
Tinglysning af skøde
Når skødet er oprettet, underskrives det og tinglyses. Eventuelle pantebreve skal ligeledes tinglyses. De to parters banker ordner lånene. Efter skødets tinglysning overføres købesummen til sælgers bank.
Refusionsopgørelse ved endt bolighandel
Forbrugsmålerne i boligen skal aflæses på overtagelsesdatoen, så der kan laves en opgørelse over, hvad henholdsvis sælger og køber skal betale. Refusionsopgørelsen laves af din boligadvokat eller af ejendomsmægleren.